
Det er ikke usædvanligt, at tv-serie skuespillere i sæsonpausen bryder fra deres 9-5 seriejob for at indspille en indiefilm. Et par gode eksempler er Scrubs‘ Zach Braff, der instruerede og spillede hovedrollen i den fantastiske Garden State fra 2004, og Josh Radnor, som du sikkert kender fra How I Met Your Mother, der ligeså var styrmanden for- og bag kameraet på den glimrende HappyThankYouMorePlease fra 2010. Nu er det så blevet hans HIMYM-kollega Jason Segel‘s tur til at indspille en indie. Det er dog ikke ham, der står bag kameraet, men brødrene Jay og Mark Duplass, der også stod bag filmen Cyrus med John C. Reilly og Jonah Hill på rollelisten. Den film var dog hurtigt glemt.
Den nye film hedder Jeff Who Lives At Home, og byder udover Segel også på Ed Helms fra The Office (US. Duh!) og Susan Sarandon. For nylig røg traileren ud, og vi glæder os. Hvis du eksempelvis var til Garden State, vil du sikkert også være interesseret i at se Jeff Who Lives At Home. Bare tjek traileren nedenunder, og se om du også stiller dig i kø til filmen, når den engang har premiere i Danmark i løbet af foråret.







