
Vi havde frygtet, det ville ende i kaos, da to af popkulturens største egoer kolliderede i den musikalske magtdemonstration Watch The Throne. I stedet endte samarbejdet som årets største musikalske romancer med penge, rigdom, magt og biler som samlingspunktet. Vi fik fire af dansk musiks skarpeste meningsdannere til at sige et par ord om årets mest swaggeriffic udgivelse og mændene bag den.
![]()
Mads Kjærgaard | A&R, EMI
“I bund og grund ved jeg ikke helt, hvorfor disse to herrer fortjener så stor respekt… for det gør de! Måske er det deres markante selvtillid, deres nærmest ignorante selviscenesættelse, deres imponerende samlede salgstal eller bare deres gode ører og skarpe tunger? Der har altid været noget ægte og en dybde at spore, og dette album cementerer uden tvivl, at deres position på hip hop-scenen er berettiget. Det er nærmest en smeltedigel og opsummering af deres samlede musikalske virke, der forenes på denne plade. Udtrykket er imponerende, og aftrykket det efterlader, er ikke til at ignorere. Sådan vil det sikkert være mange år frem i tiden.”
“Der har altid været noget ægte og en dybde at spore, og dette album cementerer uden tvivl, at deres position på hip hop-scenen er berettiget.”
Tomace | Kunstner
“Kunne det blive større, tænkte man op til pladen kom ud. Da den så kom ud, fik man bekræftet, at det ikke kunne. Jeg er stor Kanye-fan, og man kan mærke, at han har lagt liv og sjæl i alt omkring den. Lige fra at sætte sit præg på det meste af musikken til alt det visuelle omkring pladen. Det er en fantastisk plade, hvor de to rap-moguler viser, at det er dem, der sidder tungt på tronen og sikkert vil gøre det lang tid endnu. Mit yndlings-track på pladen er iøvrigt Ni**as in Paris. For mig er og bliver den plade en klassiker.”

Mads Møller | Producer (½ af producerteamet Pitchshifters)
“Jeg havde kæmpestore forventninger til pladen. Kanye havde lige lavet et mesterværk af en plade (My Beautiful Dark Twisted Fantasy) og Jay-Z’s A Star Is Born kørte stadig i top 10-rotation på min telefon. Pladen åbnede med Frank Ocean på en 88 Keys-produktion. Super fedt, men jeg skulle lige høre det et par gange, før det voksede til fantastisk. Lift Off var genialt. Også selvom det var som om, jeg var den eneste i min omgangskreds, der havde det sådan. Ni**as In Paris vidste jeg bare, ville blive et monster af dimensioner i hjemlandet. Alt i alt en hamrende solid plade. Jeg savner dog flere Kanye-produktioner og noget stemning fra MBDTF. Men som gammel pladesamler er det fantastisk at se Pete Rock på en stor udgivelse. Og så lyder det ikke engang outdated.”
“ Lift Off var genialt. Også selvom det var som om, jeg var den eneste i min omgangskreds, der havde det sådan.”
Peter Zohdy (Sorte Slyngel) | DJ
“Efter min mening er Watch The Throne et solidt album. Der bliver ikke kun rappet om biler, penge og damer, og så er der en masse skæve samples på albummet, som jeg er nede med. Normalt spiller jeg ikke særligt meget hip hop i mine sets, men både Ni**as In Paris og Why I Love You har fået en del spins. Alt i alt en super fed plade, men set i lyset af, at det er de to største spillere på hip hop-scenen, havde jeg nok forventninger til, at det ville ryge over i klassiker-skuffen. Det gør det ikke for mig.”







